Lejrbarn

Jeg kan huske dengang jeg blev lejrbarn. Jeg var 13 år, led af hjemve og en stærk mangel på sociale skills og selvstændighed. Den første følelse af lejr er helt ufattelig. Den kan bedst beskrives som en ægte følelse af frihed, en børn især så sjældent oplever. Ingen forældre, ingen skole, ingen store krav om at sidde pænt ved middagsbordet og have rene negle. Det som om alle børn bliver født med et lejrbarn inden i sig, som de lære at spærre inde, men som bliver sluppet fri på sommerlejr. Og det får fandme frit løb. Det var simpelthen så stort at kunne blive oppe til efter midnat og feste med de store, spise lækker mad hver aften uden at nogen tvang dig til også at spise grøntsagerne, at kunne køre med vores egen morherfucking bus ind til byen og bruge vores forældres penge på skidt og lort. Og hvis man er ligesom mig gik man måske slet ikke i bad i ti dage men vaskede sig i søen og gik slet ikke med undertøj men bar bare sin badedragt under tøjet, så man altid kunne være klar til en svømmetur.
Min første lejr er ret legendarisk i mit eget hoved. På det tidspunkt havde jeg allerede gået på Gaw i fire år, men det var ikke fordi det var det fedeste i verden for mig. Jeg havde ikke rigtig nogen venner og så det bare som en fritidsaktivitet. Det skulle den lejr lave om på. Jeg fik frihed, venner for livet og frem for alt ny lyst til Gawenda og en evig lyst til lejr. Takket være den lejr startede jeg på tæppeholdet, hvilket nok er en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget. Det har bragt grin, adrenalin, meditation, koncentration, selvtillid, kærlighed, savn, mit navn og gjort mig til mig.
Det er ti år siden jeg var på min første lejr. Jeg var 13, nu er jeg 23 for det ikke skal være lyv. Tid er en gave og tid er en tyv.
Men lige meget hvor gammel jeg bliver vil der altid være et lille lejrbarn inden i mig. En som elsker at ligge i sin sovepose og lytte til regnen mod teltduen, en som kan færdiggøre en helt bog i løbet af et par dage, en som ikke er bange for at stå og fremføre en tekst foran 100 mennesker, en som elsker at rydde op på den stille lejrplads efter en fest, en som elsker at opleve lejr for første gang igen gennem nye og gamle lejrbarn.
10 er frygtelig mange år. 14 er endnu længere, hvilket er omtrent så lang tid jeg har gået i Gawenda. Søde Gustav slog mig næsten ihjel forleden dag da han fortalte mig at han ikke var født dengang jeg var med i min første forestilling. Tid er en tyv, tid er gave. Jeg glæder mig over alt den tid vi havde og skal have.

Tak for Sirkön, Sküggebo, Råsgaard, Pupki, Pupki, Råsgaard, Sjöbo, Viborg, Kronhede, Packebusch og for jer.

Skrevet af Sunny, Packebusch 2022